Ved vejen
Bang, Herman, 1857-1912
Danish
We will print you a perfectly bound paperback of your selected title and send it to you at your nominated address
Below is a summary of Ved vejen
Europe
HERMAN BANG.
VED VEJEN
Kjøbenhavn
1886
I
Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget.--Satan til lidt
Forslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet saa
smaat over Regnskaberne.
Han fik tændt en Cigarstump og gik ud paa Perronen. Naar han gik
saadan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne,
saa' man Løjtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt
Rundingen fra Kavalleriet.
Fem-seks Bønderkarle var kommet og stod og skrævede i en Klump
midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slæbte Godset frem,
en enlig grønmalet Kasse, der saa' ud som' den var tabt ved Kanten af
Vejen.
Præstens garderhøje Datter rev Perronlaagen op og kom ind.
Stationsforstanderen slog Hælene sammen og hilste.
-Hvad vil Frøkenen idag, sagde han. Naar Stationsforstanderen var "paa
Perronen" konverserede han i samme Tone, som han havde anvendt paa
Klubballerne i Næstved i gamle Dage ved Kavalleriet.
-Gaa, sagde Præstens Datter. Hun havde nogle underlige daskende
Gestus, naar hun talte; ligesom det var hendes Mening stadig at slaa
den, som hun talte med.
-Forresten kommer Frøken Abel hjem.
-Allerede--fra Byen?
-Ja--a.
-Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderen
spillede med højre Haands Fingre i Luften, og Præstefrøkenen lo.
-Der har De Familien, sagde hun. Jeg betakkede mig og løb fra dem....
Stationsforstanderen hilste paa Familien Abel, Enkefruen og hendes
ældste, Louise. De var ledsaget af Frøken Jensen. Enkefruen saa'
resigneret ud.
-Ja, sagde hun, jeg skal hente min Ida-Yngst.
Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise
om Foraaret og Ida-Yngst om Høsten.
De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. "Min Søster
Etatsraadinden", sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde
Sal og levede af at male Storke, der stod paa ét Ben, paa
Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode
Ønsker.
Hun havde nu sendt dem af i ti Aar.
-Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida-Yngst.
-Ja, de Breve, sagde Frøken Jensen.
-Men bedre at ha'e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa' ømt
paa Louise-Ældst. Fru Abel maatte tørre Øjnene ved Tanken.
De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at
skændes og sy ny Besætning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de
aldrig.
-Hvordan skulde man holde det ud i denne Afkrog, om man ikke havde
Familielivet, sagde Enkefruen....
Frøken Jensen nikkede.
Der blev Hundeglam henne ved Kro-Omdrejningen, og en Vogn rullede
frem.
-Det er Kiærs, sagde Præstefrøkenen. Hva' ska' de? Hun gik hen over
Perronen til Laagen.
Back